Kan det være sundt at have ondt?

IMG_2098

Kan det være sundt at have ondt?

”Du har en moderat depression”, sagde lægen efter at have kigget grundigt på det netop udfyldte spørgeskema. Dernæst talte vi kort om mit arbejde, om en potentiel sygemelding og om antidepressiv medicin. Jeg fik udleveret en recept og kunne hente de såkaldte lykkepiller på apoteket på vej hjem. Det var fristende. Måske kunne jeg i løbet af kort tid få det godt af en lykkepille.

Jeg tog hjem og tænkte mit nye liv som deprimeret kvinde igennem. Hvad skulle der ske, og hvordan var mine muligheder og min fremtid som deprimeret kvinde, 20 år?

Året var 2005, og jeg var netop flyttet alene til Århus. Min bror, som var mit faste holdepunkt, var rejst til Australien for at læse et semester på Universitetet, og jeg følte mig som Palle alene i verden.

7 år forinden havde jeg fundet min far død af et hjertestop. Han blev 49 år gammel. 7 år forinden boede min far, min mor, min bror og jeg under samme tag, og pludselig var vi revet væk fra hinanden. Det var som om, at tabet af min far blev genaktiveret i takt med, at min bror fysisk forlod mig i en periode. Min krop kunne ikke skelne mellem tab og midlertidig adskillelse, og det hele føltes som ét stort tab.

Samme aften fik min mor arrangeret et møde med en privatpraktiserende psykolog i Århus. Jeg var ikke begejstret, for jeg havde to gange, umiddelbart efter min fars død, mødt to forskellige psykologer. Indgangsreplikken ved den første psykolog lød som følgende: ”Nå, hvad er dit problem så…”, og den næste psykolog var så tavs, at jeg følte mig forpligtet til at sidde og underholde ham en time. Efter mit møde med de to psykologer følte jeg mig overbevist om, at ingen kunne hjælpe mig, og at jeg skulle holde tanker, følelser og gråd relateret til min fars dødsfald for mig selv. Jeg havde ganske enkelt ikke haft succes med at dele det.

Mødet med psykologen i Århus skulle imidlertid vise sig at forandre min verden. Jeg oplevede den her helt særlige varme, forståelse og empati, og jeg vidste med det samme, at jeg kunne læne mig op ad hende og give slip. Hun fortalte mig, at jeg ikke havde en depression, og at der var tale om en forsinket sorgreaktion, eftersom jeg aldrig havde fået bearbejdet tabet af min far. Mine livsomstændigheder havde pustet nyt liv i tabet, og psykologens ord gav så god mening for mig. Lægen havde ikke tidligere på dagen spurgt ind til mine livsomstændigheder. Jeg havde dog fortalt ham, at min far var død, men han tillagde det ikke nogen brugbar værdi. Det var jo flere år siden og derfor at betragte som et afsluttet kapitel.

På samme dag havde jeg altså modtaget modstridende informationer om min tilstand fra to forskellige autoriteter, og det var både frustrerende og mistænksomt. På den anden side var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle følge psykologens forklaringsmodel. Den var meningsfuld for mig, og der var positive udviklingsmuligheder i den udlægning. Gradvist fik jeg det bedre, og jeg kom ud på den anden side – stærkere end nogensinde før.

Efterfølgende har jeg gjort mig mange tanker om den dag, hvor min verden faldt sammen, og hvor jeg besluttede mig for at søge læge. Hvordan havde mit liv set ud, hvis jeg var startet op på antidepressiv medicin efter lægens anbefalinger? Hvad havde det betydet for mig at tilslutte mig depressionsdiagnosen? Hvad havde det betydet for min selvforståelse, mine muligheder og min fremtid?

Min hensigt er at få dig til at reflektere over, hvordan samme situation kan tolkes og tackles på vidt forskellige måder afhængig af det maskineri, vi befinder os i. Hos lægen blev mine symptomer sygeliggjort, mens de hos psykologen blev betragtet som en naturlig og sund reaktion på voldsomme betingelser. Jeg kender (heldigvis) kun udfaldet af psykologens forklaringsmodel. Det var ikke et quick-fix, men det var hårdt arbejde, der kunne betale sig.

I dag har jeg hævet mit liv til et højere niveau, der nærer mig – et liv hvor jeg trives og er i balance – og et liv hvor jeg hver dag rammes af taknemmelighed og lykkeskud. Jeg tog mig tid til at være i smerten, og jeg tog et aktivt valg om at tage kampen op og se min sorg i øjnene. Det var en livsinvestering! En investering der hver eneste dag kvitterer med livskvalitet.

Sorg er ikke en sygdom – det er et livsvilkår. Men vi bliver depressive i vores attituder, hvis vi ikke får lov til at være i sorgen og bearbejde den. Derfor kan det være vanskeligt at skelne mellem sorg og depression.

Den praksis vi møder, afspejler det samfund, vi befinder os i, og derfor bliver det ofte livsfarligt at være i vores følelser. Det er der ikke tid til. Vi skal videre. Vi skal fungere og gøre os nyttige i livets maskineri.

Men hvad gør det ved dig og mig som mennesker?

Jeg har ambitioner på dine vegne – ambitioner om at du skal stoppe op, tage ansvar og hæve dig over dit liv, når noget bliver smertefuldt. Hvordan forholder du dig til smerten, og hvordan håndterer du den?

Uanset om det handler om sorg eller andre former for smerte, så er det paradoksalt, at der i flere tilfælde er risiko for, at din sunde reaktion eller dit velfungerende følelsesliv bliver sygeliggjort. Det kan ikke nære et menneske. Det kan være sundt af have ondt. Punktum.

 

Med håb om en nærende aften til dig,

Kærligst Kirstine

 

 

Del