”Jeg forventer det værste, for så bliver jeg i hvert fald ikke skuffet”, sagde en klient forleden. Det er en sætning, som jeg ofte hører, og som mange mennesker flittigt benytter sig af.

Prøv lige at genlæs sætningen og smag på ordene; der er altså ikke særlig meget fest over den sætning, synes du? Det svarer lidt til at gå med paraply og vente på, at regnen siler ned.

Jeg bliver ofte nysgerrig på den her strategi, fordi den i mange tilfælde hviler på et grundlag, der skaber falsk tryghed og saboterer dig.

Genkender du det, og hvad skærmer du dig selv for?

Hvad tror du, der sker, hvis du slår paraplyen ned?

Når du går med paraply og skærmer dig fra omverdenen, er du styret af, hvad du ønsker at undgå. Du ønsker at undgå regnen, og derfor går du med paraply. Du ønsker at undgå skuffelsen, så derfor forventer du det værste. Hvis det fungerer for dig, så skal du endelig blive ved. Hvis du derimod ikke trives i det gængse, så må du øve dig på at gøre noget andet. Et andet resultat forudsætter en anden strategi.

Først og fremmest handler det om at skabe bevidsthed om, hvad du kan tage kontrol over, og hvad du ikke kan tage kontrol over.

Forleden var jeg på vej til en opgave i Aarhus og blev fanget i en trafikprop pga. et uheld længere fremme. I første omgang vidste jeg ikke, hvad situationen drejede sig om, men som de fleste andre bilister, holdte jeg ind til siden og dannede mig et overblik.

Lidt længere fremme i køen sad en mand i sin bil, og han havde tydeligvis travlt. I hvert fald kunne han næsten ikke vente på, at der igen blev lukket op for gennemkørsel. Med sit kropssprog fik han i den grad signaleret, at han var frustreret og irritabel. Til sidst blev han nødt til at dytte. Måske han havde håbet på, at et enkelt dyt på magisk vis ville løfte hans bil over bilkøen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at han lige der brugte ekstremt meget energi på at tage kontrol og styring på en situation, han ikke kunne kontrollere eller ændre på.

Som modreaktion lænede jeg mig tilbage i bilsædet, åbnede mit termokrus og tunede ind på noget rart musik. Med bevidstheden om, at jeg ikke kan ændre på omstændigheden, men kun på min egen reaktion, fik jeg et lille uforudset åndehul fra morgenstunden.

Hvem tror du, der opnåede det sjoveste resultat i den her situation?

For manden i bilen vil trafikproppen med stor sandsynlighed blive kategoriseret som et irritationsmoment og en dårlig start på dagen.

For mit eget vedkommende gav den samme trafikprop anledning til et uforudset og rart pusterum.

I den ene situation er verden altså mod dig: i den anden er verden med dig.

Hvordan ser dit automatiske reaktionsmønster ud, og kan der være en anden, mere hensigtsmæssig, vej for dig? Hvordan hjælper du dig selv bedst?

Jeg siger ikke, at du f.eks. skal juble over en trafikprop, men jeg fortæller dig, at du har et valg og en skaberkraft, som du kan lære at blive bevidst om, når du står i en ukontrollerbar situation, du umiddelbart bliver udfordret på.

Sådan foregår det i mange af livets sammenhænge. Hvis du (i overført betydning) går med paraply og venter på regnen i din karriere, i dit familieliv eller i dit kærlighedsliv, så bliver processen og resultatet også derefter. Selvfølgelig kan det være hensigtsmæssigt at være pessimistisk i nogen sammenhænge, men hvis det bliver et overskyggende mantra eller en del af din levemåde, så kan det kvæle din livskvalitet.

Så nu spørger jeg dig igen: hvad tror du, der sker, hvis du slår paraplyen ned?

Får du en solstråle i hovedet? Bliver du våd? Og hvad vil der i så fald ske ved det?

Hvis du i stedet for at lade dig styre af, hvad du ønsker at undgå, prøver at lade dig guide af, hvad du gerne vil opnå, så er der faktisk chance for, at du får en solstråle i hovedet. Og det er lige præcis i den kontrast, at du giver livet mulighed for at titte frem og omfavne dig.

Små ændringer kan skabe store forandringer. Husk det.

Med håb om en onsdag aften uden paraply (selvom vejret uden for vinduet kalder på paraplyen),

Kærligst Kirstine