Hvad skal der stå på din gravsten?

IMG_9648

Hvad skal der stå på din gravsten?

Billedet her er taget i min have – en tidlig, frostkold morgen i november. I min ”baghave” ligger den fineste kirke, hvor min far ligger begravet. Min elskede, stærke, hjertevarme far, som jeg fandt død af et hjertestop, da jeg var en lille pige på bare 14 år.

Når jeg går op i haven og kigger over kirkediget, kan jeg se hans gravsted, og om aftenen, når mine børn skal sove, åbner vi vinduet på 1. sal mod kirken og råber ”godnat bedstefar”.

For os har det været et bevidst valg og et stort ønske at bo tæt på kirken. Her finder vi fred, ro og nærvær – og det gør vi blandt andet, fordi vi hver dag bliver konfronteret med og mindet om døden på den anden side af kirkediget.

Så hvad er det lige, at døden kan bidrage med, tænker du måske?

Jeg mener, helt paradoksalt, at døden kan bidrage med livet. Det bevidste liv. Det levede liv. Når du tør bevæge dig hen mod døden, så kan du også være i kontrasten, LIVET, på en anden måde. Døden er ganske enkelt en forudsætning for livet.

Så hvad skal der stå på din gravsten, hvis vi forestiller os, at dit navn, din fødselsdato og din dødsdato skal efterfølges af en lille, kort tekst, der indkapsler og fremhæver den måde, du har levet størstedelen af dit liv på?

På én gravsten kunne der f.eks. stå ”Ellen talte meget om de ting, hun drømte om – men fik aldrig handlet på drømmene”, på en anden gravsten ”Andreas brugte hele livet på at tænke over, hvad andre mennesker tænkte”, på en tredje ”Asta lyttede til sig selv og udlevede sin drøm om at skrive bøger” og på en fjerde ”Louise brugte sit liv på at surfe rundt på fremmede menneskers instagram-profiler”.

Eller kunne du forestille dig følgende: ”Torben brugte halvdelen af livet på at sammenligne sig selv med andre mennesker”, ”Kristian blev forfremmet adskillige gange og modtog en virkelig god løn” eller ”Mette var tro mod sig selv og levede det liv, der gav mening for hende”.

Måske har du umiddelbart et par favorit-tekster, der fremstår mere tiltalende end andre? Jeg tænker ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert. Det essentielle er, at du ved, hvad du gør, og at du tager stilling til, hvad det er, der er vigtigt for dig i dit liv. Og lige præcis den del kan døden tvinge dig til at reflektere over. Selvfølgelig kan mange andre livskriser også føre til et wake-up-call på samme niveau, men kriserne deler ofte den fællesnævner, at de vedrører døden eller livets skrøbelighed.

Hånden på hjertet: havde jeg ikke fået døden smidt i hovedet i så ung en alder, så havde mit liv ikke set ud, som det gør i dag. Jeg havde ikke været sammen med den mand, jeg er sammen med, jeg havde ikke boet det sted, jeg bor, og jeg havde ikke været psykolog. Det påstår jeg hårdnakket, fordi døden har ændret min måde at tænke på og leve på. Døden har gjort mig bevidst om det liv, jeg lever.

Spørgsmålet bliver i forlængelse heraf, hvordan døden kan integreres i en hverdagspraksis uden nødvendigvis at rive et dødsfald, alvorlig sygdom el. lign. med sig?

Døden behøver ikke blive trukket ned over hovedet på dig, men det er selvsagt i de situationer, du fysisk bliver nødt til at standse op, fordi du ganske enkelt ikke kan vælge det fra. Og når du fysisk standser op, bliver den mentale del, sorgbearbejdningen, ofte en uundgåelig følgesvend, omend det selvfølgelig fordrer, at øjenkontakten bevares, når døden kigger dig i øjnene.

Døden i hverdagspraksis handler om at vælge døden til og bevæge os ind i døden i mere mental forstand. Det fordrer, at vi taler om døden, kigger på den og inviterer den ind i vores mentale liv. Det betyder ligeledes, at vi skal turde være i sorgen, når vi møder et menneske, der har mistet. På den måde udtrykker vi, at den fysiske død ikke river kærligheden og minderne med sig, og at der fortsat er rig mulighed for at dyrke kærligheden – samtidig med at vi i øjenkontakten med døden får mulighed for at reflektere over vores eget liv.

Nogen vil måske indvende, at det er at dyrke døden unødvendigt – jeg vil påstå, at vi ærer døden og tager den i hånden for at skabe mere kvalitet og essens i det liv, vi lever lige nu.

På den anden side af den berøringsangst og meningsløshed som mange mærker i forbindelse med døden, indtræder meningen og de livsforandrende pejlemærker. I den tålelige relation med døden opstår en transformerende kraft, der bidrager med det meningsfulde liv.

Hvis du har haft modet til at læse med så langt, så inviterer jeg dig lige nu med ind i det mentale dødsrige ved at spørge dig om, hvad du ønsker, der skal stå på DIN gravsten?

Jeg gør det, fordi jeg oplever, at mange mennesker sover gennem livet og skøjter bevidstløse henover tilværelsen uden at forholde sig til, hvorvidt der er overensstemmelse mellem det liv, de drømmer om at leve, og det liv de lever.

Du skal dø. Jeg skal dø. Det er det eneste, vi med sikkerhed ved. Døden har vi alle tilfælles, og alt på denne jord er kun til låns. Så hvad vil du fylde ind i dit liv, og hvad er vigtigt for dig i dit liv? Svaret kan måske begynde at tage form, når du forholder dig til, hvad der skal stå på DIN gravsten.

Døden tvinger dig nemlig til at tage stilling til det liv, du lever – og livet fremstår ganske enkelt mere meningsfuldt, når du selv (i bevidst tilstand) har været med til at tilrettelægge det.

Med håb om en tankevækkende aften,

Kærligst Kirstine

Del