Elsk hverdagen!

IMG_1531

Elsk hverdagen!

Overlever du hverdagen og stiler målrettet mod fredag eftermiddag, hvor du igen kan begynde at leve?

Føler du, at dit liv bliver sat på ”standby” i hverdagen, fordi den er fyldt op med arbejde og praktiske gøremål?

Længes du efter fredag aften, hvor du igen kan slappe af, lave lækkert mad, spise bland-selv-slik eller tage på bytur med vennerne?

Det gør virkelig mange mennesker, og det er så ærgerligt. Det betyder, at ca. 70 % af din uge går ud på at overleve. Kunne det ikke være dejligt at skrue lidt op for livet?

Det hele handler om at træne din hjerne til at dyrke det positive i hverdagen. Hvis vi går med skyklapper og venter på fredag, så sker der ingen udvikling.

Måske sidder du lige nu og tænker: ”Det kan hun sagtens sige – hun sidder ikke i mit job, hvor jeg hver dag føler mig drænet for energi. Hun har sikkert hverken knas i forholdet eller skrigende børn på bagsædet”.

Men bare rolig – jeg kan nikke genkendende til det meste, og derfor ved jeg også, at mentaltræning skaber forandring.

En god og håndgribelig måde at starte på er ved at anskaffe dig en notesbog. Her noterer du hver aften tre positive ting, der er sket i løbet af dagen.

Det kan være en kæmpe udfordring for nogen, fordi der umiddelbart ikke dukker noget positivt op. Fortsæt med at lede. Jeg lover dig, at det bliver nemmere og nemmere for hver dag.

På mit natbord ligger en lille notesbog – den er spækket med små positive glimt fra min hverdag.

I tirsdags skrev jeg f.eks. 1) at min søn sang af glæde i badet, 2) at jeg fik en dejlig, positiv tilbagemelding fra en klient, og 3) at jeg drak min morgenkaffe på terrassen.

Objektivt set kunne den samme tirsdag godt kategoriseres som lidt tung, fordi min datter var syg, fordi bilen røg på værksted, og fordi jeg tabte min pung i en vandpyt. Det var bare ikke det, jeg fokuserede på, og derfor var det ikke det, der fik lov til at gro.

Min små-glimt-af-lykke-bog stråler efterhånden af god energi og minder mig om de oplevelser og de mennesker, der højner min livskvalitet.

Bogen giver indsigt og skaber en bevidsthed om, hvad der er sundt for mig at dyrke mere af.

Når du fokuserer på det positive, skaber du det positive. Det kommer ligeså stille snigende.

I øvrigt har vi herhjemme også indført bland-selv-slik om mandagen og take-away om tirsdagen. Det kan altså også forsøde hverdagen lidt.

 

Med håb om en lys og dejlig hverdag,

Kærligst Kirstine

 

Del